Different Parts of Everywhere

UNDERVEJS

Tajikistan, 19 – 23 oktober 2017
Wakhan Valley

Jeg tog et tungt skridt fremad. Min krop lå i en spids vinkel over den stejle grusvej, lænet op mod min tungt læssede cykel. Holdt i spænd mellem tyngdeloven og cyklens vægt. Meter for meter skubbede jeg cyklen fremad. Jordvejen var grov og ujævn, store sten blokerede for hjulenes rotation og i løst grus og sand skred cyklen ud. I en højde af knap 3000 meter var iltindholdet i luften lavt og min vejrtrækning blev hurtigt utilstrækkelig for mine anstrengte muskler. Jeg måtte stoppe og hive efter vejret igen og igen, min hals føltes alt for smal. Så spændtes mine muskler igen, stod imod cyklens vægt og overvandt de fysiske loves modstand.
Vi var på vej ud af Langar, den sidste lille, sandede landsby på vejen gennem Wakhan Valley. Foran os lå mere end hundrede kilometers grusvej op over det 4.300 meter høje Kargush Pas. Herefter ville vi nå hovedvejen, M41, der løber over de høje Pamir plateauer, og de næste små landsbyer.

De seneste uger havde Chris og jeg cyklet langs Vanj-floden, der danner grænsen mellem Tajikistan og Afghanistan, og gradvist bevæget os op ad og dybere ind i bjergenes dale. Floden havde brust koldt og petroleumsblå, de høje slanke træet langs vejen havde sunget gult og varmt og imellem dem dukkede de livlige landsbyer op som perler af liv på en snor. Køer og får græssede på de efterårstomme marker, store gedeflokke blev gennet langs vejene af vandrende hyrder, børn i fine skoleuniformer hvinede og løb os imøde, råbte ”HELLO!”, voksne høstede afgrøder ved håndkraft i markerne eller pendulerede til og fra byens lille butik. Her kunne man købe alt muligt, sokker, nødder, pasta, karameller, sodavand og løg, og vi provianterede, men man kunne ikke købe brød. Det producerede ver enkelt husstand selv, så der var ingen grund til at sælge det.
Vi havde brug for brød til de forventede tre eller fire dages rejse over bjergpasset, så i Langar havde vi spurgt en gammel, krumrygget mand med stok og sorte solbriller, hvor vi kunne købe brød. ”Khlep” som det hedder på russisk. Der sad nogle kvinder uden for et hus og han sagde noget til dem. Kort efter gav en af kvinderne os et stort, rundt brød fra sit hus. Chris forsøgte at betale hende, men blev afvist. Det var en gave. En anden kvinde kom med endnu et brød til os, endnu en gave, og jeg fandt vores to sidste peberfrugter og gav hende som tak. Det var også en gave.

Nu sneglede vi os op af hårnålesvingene ud af Langar mens landsbyboere stirrede tavst på vores slid. Vi forsøgte at cykle, men blev igen og igen nødt til at skubbe de tunge cykler, vejen var for stejl og for ujævn. Et par jeeps, læssede med mennesker og baggage, bragede forbi os. ”Do you want a ride?” spurgte en chauffør, men det ville vi ikke. Selvfølgelig ikke.
Denne rute gennem Wakhan Valley var berømt og berygtet blandt cykelrejsende og vi havde fulgt andres historier herfra. Jeg havde længtes med frygt og vilje mod disse stenede, sandede veje, de stejle stigninger og det lave iltindhold, der ville tvinge mig ind i den slidsomme kamp imod elementerne. En kamp jeg ønskede at gennemgå og dybest inde troede, jeg kunne vinde. Jeg måtte gøre det, ligesom de andre havde gjort det før mig. Alligevel stod en tavs tanke i luften mellem os, da vi stoppede og spiste Snickers: ”Can we really do this?”.

Og det susede i mit hoved, da vi forsatte: ”Jeg kan ikke mere”. Det var en velkendt tanke og en dyb, sand følelse. Jeg havde hørt den før, mærket den før. Jeg havde lyttet til den, givet efter for protesten og været i tvivl før. Kunne jeg virkelig klare det, ønskede jeg virkelig disse kampe? Det var kroppen og følelserne, der talte så klart, så enkelt. Men jeg kendte dem nu, det var som at støde på en genstridig, gammel ven. Jeg vidste, at jeg kunne mere, jeg vidste, at jeg kunne blive ved, og at det var den eneste vej igennem protesten. At blive ved.

Sidst på dagen var vi kommet højt op på de stenede bjergskråninger. Vejen var fladet ud, men hver lille stigning tvang os stadig af cyklerne, tvang støn og et frustreret råb ud af min mund. Den venlige flod var forsvundet i en dyb slugt under os og på den anden side fulgtes vi af udsigten til store, stille bjergtinder. Her var intet menneskeligt, kun den store, rene natur. Smuk og nådesløs. Bjergene var dryssede med sne og dybe, tørre flodløb skar sig ned gennem dem. Alt fremstod vagt igennem en tynd dis af skyer, så man kunne tro man næsten ikke var der eller nogen steder. Det var, som havde vi nået verdens ende, men den hårde, ujævne vej under mig forsatte alligevel, forsatte og forsatte. Der var stadig længere endnu.

Da solen forsvandt bag bjerget i vest blev det hurtigt koldt, og vinden skræmte mig. Hvor skulle vi finde ly for natten? Dette var ikke et sted, hvor jeg var velkommen, ikke et sted for et varmt og sårbart væsen, ikke et sted for det levende. I bjerge kan jeg blive angst, 'bjerg-angst' kalder jeg det. Det var jeg nu. Jeg var frygtede noget ubestemmeligt, noget stort og umenneskelige. Det var naturens kraft. Jeg vidste dybt inde, at jeg intet var i forhold til den.
Men vi fandt et forladt hus i en dyb slugt, et ensomt, menneskeligt sted, og fandt bag det ly for vinden – og en stram lugt fra tæppet af fårelort på jorden. Her havde andre søgt ly før os og bjergene lod os varme og sovende gennem natten.

Morgnen var kold, men solen optøede de stivnede bekymringer. Vejen vendte tilbage og fulgte den nu smalle og blegere flod. Landskabet blev venligere, det var som blev det mindre igen. Her var ikke flere træer, landsbyer eller vinkende børn. Kun os, cyklerne, de små bakker, sandet og klipperne, vejen, buske, floden, farverne, kulden og solen, bjergene. Så ganske enkelt. En sjælden gang overhalede en jeep os. Og på den anden side af floden, bare et stenkast væk, lå endnu Afghanistan, lige så øde og uindtaget som landet på vores side. Derovre rejste enkelte karavaner langs floden. Små grupper af 3-4 heste eller kameler med oppakning og ryttere. De vinkede til os, afghanerne, og jog hestene frem i galop, som for at vise os, hvor hurtigt de kunne løbe.

Og langt herinde i en af verdens hengemte kroge lå den militærbase, der markede det sidste stræk op til Kargush passets top. Vi nåede basen på den tredje dag, og mens vi ventede på, at soldaten her skrev informationerne fra vores pas og visum ned i en stor bog, fyldtes jeg allerede med følelsen af sejr. Vi var nået så langt ind, at den eneste vej ud var foran os, ikke bag os. Vi var i 4000 meters højde og manglede nu kun at bestige de sidste 300 meter, så ville vi være på toppen og have en lang nedkørsel for os og for enden af den, asfaltvejen.
Således let og motiveret cyklede vi langsomt, men støt op igennem den sidste dal. Jeg måtte stadig stoppe ofte og hive efter vejret, men nu vidste jeg, at jeg kunne klare det, og at enden var nær.
Omkring mig fladede bjergtoppene ud og lignede bare små, bløde bakker. Men de var bjergtoppe. Bag mig voksede de hvide tinder i Afghanistan sig større og større jo længere vi bevægede os væk fra dem. Der var noget mærkeligt ved bjerge.

Igen sank solen bag dem, men da vi nåede den stille sø på toppen af passet, strømmede dens varme, lys pludselig frem igennem en dal og Chris strålede orange foran mig, som var han selv en levende solstråle. Men det var koldt nu, og igen indtog kroppens behov mit sind. Mit hele fokus var på at finde ly og varme, sætte teltet op og putte sig i soveposerne. Og selvfølglig var det netop i dette øjeblik, at en af teltstængerne splintredes og forekom ubrugelig, så paniske billeder straks flakkede for mine øjne og jeg næsten kunne græde over, at vi havde købt så billigt et telt og beholdt det så længe, at alt efterhånden var gået i stykker. Chris greb heldigvis situationen helt anderledes an og fandt et lille stykke rør i sin lomme. Det havde han fundet langs vejen netop med henblik på en situation som denne. Han reparerede stangen og snart stod teltet trodsigt udspændt i den mørke aftenvind og jeg lå langt nede i mine tre soveposer, mens han varmede to dåser bønner til vores aftensmad.

Jeg var varm i kulden, jeg var udmattet, men vågen, jeg var på toppen af det højeste bjerg, jeg nogensinde havde været på, og jeg havde en konstant, dunkende hovedpine. Jeg var midt i højdepunktet af en af vores rejses største udfordringer, og jeg var lykkelig. Fordi vi havde valgt at gøre det, fordi det havde været det smukkeste og mest nådesløse, fordi vi havde klaret det sammen, fordi det var overstået og fordi, der ikke var noget, der var gået galt.

Ikke indtil jeg nogle timer senere vågnede, klaustrofobisk og varm med kvalme og hovedpine, jeg sov ikke meget resten af natten. Da det blev lyst indså jeg, at Chris havde det endnu værre. Han rev lynlåsen op, så stoffet omkring sprækkede og kravlede desperat ud af teltet, kastede op og lå så kraftesløs på jorden. Vi havde højdesyge og det var vores egen skyld. Vi havde ikke før mærket nogen symptomer, selvom vi var højt oppe, og derfor havde vi følt os sikre. Men vi var steget 700 meter op dagen før og havde sovet på det højeste punkt, stik imod råddet om altid at sove lavere end det højeste man har været. Det var virkelig dumt, og nu en kritisk situation. Den eneste kur var at komme ned fra passet. Og det kunne kun ske ved at vi pakkede sammen og cyklede, for der var ingen biler på vejen, der kunne hjælpe, og desuden rejser Chris jo efter sit princip om ikke at køre i bil (eller bus eller tog eller flyve). Jeg fik gang i ham og sendte ham afsted, svajende og sløv, mens jeg selv pakkede teltet og vores lejr sammen. Sp begyndte jeg selv den allersidste stigning. Med øjnene fulgte jeg fulgte sporene af Chris's cykel i gruset, så vidste jeg at han var på vej foran mig, og jeg sagde højt for mig selv: ”It's gonna be fine”. I det ene lange minut efter det andet fokuserede jeg alt på at komme fremad, op af de sidste stigninger og til toppen. Bjerget omrking mig var helt tavst.
Da jeg så Chris sidde på toppen og vente på mig, smilede jeg endelig lettet. Han havde det bedre, nu kunne vi komme ned, vi ville klare det. Men klipper, sten og sand på vejen gjorde selv nedkørslen hård og langsom, og da jeg fandt mig selv skubbende cyklen gennem det løse sand skreg jeg frustreret. Men ingen hørte mig.

Vi bevægede os langsomt og indædt ned i et par timer, og da følte vi os bedre tilpas. Men Chris var så udmattet, at vi ikke kunne køre længere. Mens han hvilede sig på jorden, slog jeg teltet op igen og her sov han resten af dagen og natten med. Imens sad jeg uden for teltet og lavede havregrød og kaffe på vores gasblus. Vi var i bunden af en lang, flad dal, vi var kommet op til Pamir-plateauet og neden for denne dal ventede asfaltvejen. Vi var der næsten. Der var enkelte snefnug i luften og de nærmeste bjergtoppe var skjult af svævende skyer. Solen kom aldrig frem. Jeg følte mig alene. Stilheden var for stor, truende og timerne lange, selv i dagslyset, og jeg frygtede endnu en søvnløs nat. Det var kulden, det var højden, det var udmattelsen, det var bekymringerne, det var Chris, der havde ligget kraftesløs på jorden, det var min næse der løb konstant, det var revnerne på mine tommelfingre, hvor huden var flækket, det var mine hofter, der blev følelsesløse af at ligge på den kolde jord, det var besværet ved at vende sig i de mange lag af tøj og soveposer, det var lynlåsen på teltet, der igen gik i stykker, så jeg ikke kunne lukke det, det var stilheden. Stilheden. Det var hårdt, det var nok nu.
Jeg læste engang, at tårer ikke er et tegn på svaghed, men på at man har været stærk for længe.

Jeg overdøvede stilheden, tankerne og gråden med lyd. Et Mads & Monopolet podcast. Festival eller familiefest. En far, der er alkoholiker. Min ven er sin kæreste utro. Skal jeg tage på eventyr eller vælge den sikre vej. Hvad er datingreglerne på Tinder? Jeg fandt ro i de tidløse dilemmaer, tryghed i de velkendte farver og rytmer i sproget. Fred i det dybt kendte. Lindring i latteren, der strømmede langt nede under tankernes urolige overflade.

Næste morgen var Chris ovre sin lidelse, og da vi sammen bumlede de sidste kilometer ned af den berygtede vej gennem Wakhan Valley, var det en sær, kærlig ømhed for hvert bump og hver bremsende sten, der fyldte mig. Jeg nød dem, velvidende at den glatte asfalt snart ville fjerne al modstanden. Det var jo netop besværet vi havde gennemgået, der nu fyldte mig med lettelse og tilfredshed over, at vi havde klaret det. Det var det barske, der skærpede skønheden. Foran os ventede flere hundrede kilometers cykling over de høje plateauer, flere svære bjergpas med ilttynd luft, dårlige veje og lange, kolde nætter. Men bag os lå det mest øde, det længste og det sværeste, det værste og bedste.

...

Rod

Seje rødder strækkes
Giver sig
Bliver langtrukne
Tyndslidte
De vil ikke knække

Nerve
En dirrende forbindelse mellem levende kød og et smidigt smil
Alt for tilstede
Der, hvor det gror
Der, hvor det bor
Det levende
Blottet

For tandkødet har trukket sig
Eksponeret den hvide emalje
Ubeskyttet
Endnu fast og stærk at syne
Endnu usynligt sart
Endnu skælvende
Sansende

Snart vil facaden hærdes, gulnes, trættes
Siden porøst forgå
Med tiden vil nerven dø
Efterlade en hjerteskærende tomhed
Af liv, der forsvandt

Eller bedre: erstattes af en forloren tand
En hvid kiste, hvor rodens rester kan hvile livløst
Ude af syne
I fred

UNDERVEJS

Denne side er på dansk og det er mit tekststed.
Jeg vil gerne kanalisere mine rejseoplevelser ud i personlige, kreative tekster på mit modersmål dansk. Jeg har som sådan ingen faste rammer omkring projektet, så teksterne kan se ud på forskellige måder og de vil blive skiftet ud løbende. En del af skriveprocessen er at give teksterne et sted at være, hvor andre også kan se dem. Det kan man her, og nogle af dem kan også læses i Jyske Vestkysten i redigerede, og lide mere sensationelle, versioner.
Jeg kalder dette tekststed UNDERVEJS